Når kroppen bliver vores identitet, mister vi forbindelsen til den

Vi kender alle sammen nogen, som har været ramt af stress. Og jeg tror ikke jeg kender nogen, som ikke har hat stresssymptomer på et eller flere tidspunkter. Det er blevet mere almindeligt end det modsatte.

Men virkelig mange ramler helt sammen af stress. Senest har vi hørt om Jacob Elleman-Jensen, som til sidst ikke havde kræfter til at gå med sin hund så udmattet var han. Og for ikke så længe siden fortalte folketingspolitikeren Jacob Mark fra SF, at han mistede synet pga stress.

Og det er jo helt vildt, at vi presser os selv så meget.

Vi er super gode til at overhøre vores krops signaler. Og det skyldes blandet andet, at vi betragter vores krop som mere som et instrument, end som en eksistentiel del af os selv. Hvilket jo lyder helt vanvittigt, for vi ER jo vores krop. Hvis vi ikke havde en krop, var vi her jo ikke. Men vi lever alligevel med en vis distance til den.

Kroppen viser vores historie og hvem vi er. Den viser vores identitet. Og vi gør en masse for at den skal vise de bedste sider af os, og skjule vores svagheder. Vi presser den, så den kan præstere og se rigtig ud, tit helt udover det rimelige. 

Ud af kroppen

Når kroppen bliver en vigtig del af vores identitet, bliver vi meget opmærksomme på den. Vi ser den udefra og er kritiske overfor den. Vi vurderer den dagligt. På vægten og i spejlet. 

Når vi vurderer vores krop udefra, så mister vi oplevelsen af at være i vores krop. Vi går fra at være vores krop til at have en krop, og når kroppen ikke længere er noget vi er, men en ting, vi har, så forsvinder kontakten lige så langsomt.

Kroppen er natur. Den er biologi, og den er ligeglad med præstationer. Den vil have det godt og være i balance, og når vi ignorer de behov, får vi det dårligt. 

I kortere perioder kan vi godt klare at presse os selv, men i det lange løb går det ikke. 

Så træk vejret, slap af, nyd maden, bevæg dig på måder, du godt kan lide og som gør dig glad.