Tøj man kan bevæge sig i
Epoken med lavtaljede, skinny jeans er heldigvis ovre. Perioden, hvor det var umuligt for folk, med bare en smule blufærdighed, at bøje sig forover, eller endnu værre; sætte sig på hug, er slut. Og hurra for det. Jeg tænkte faktisk over, hvor meget det stramme look begrænsede mig dengang. Jeg kunne nærmest ikke sidde på en stol, uden at min numse var frit fremme. Jeg syntes ikke det var behageligt, men der var ikke rigtigt andre muligheder, hvis man gerne ville have den Britney-vibe, som vi jo alle gerne ville dengang i 00’erne. Måske også i 10’erne, men der havde jeg små børn, så jeg kunne i lange perioder ikke passe mit tøj og fulgte heller ikke rigtig med i moden.
Nu er de brede bukser for alvor tilbage, og jeg er glad. Både den modeinteresserede del af mig og den faglige. Mode er en af vores vigtigste kommunikationsformer, og de brede bukser er i mine øjne mere klædelige end de stramme jeans. Og langt mere behagelige. Så det er dejligt.
Moden er også vigtigt for vores krops velbefindende, og derfor er fysioterapeuten i mig også glad.
Jeg underviser en del, og for mig er behageligt tøj lige med grounding og kropslig frihed. Og det er vigtigt for at jeg kan stå sikkert foran andre eller bøje med ned og hjælpe med en opgave uden at overskride min egen eller andres blufærdighed.
Udseendet er naturligvis også vigtigt. Mit tøj skal gerne afspejle mit humør og min energi, så farver og pasform betyder meget. Men comfort er afgørende for mig, så jeg underviser altid i flade sko og behageligt tøj. Det gør at jeg kan bevæge mig frit og stå sikkert.
Komfortabelt tøj gør også at jeg lettere kan gå eller cykle på arbejde. Og improvisere lidt motion, hvis jeg har lyst til det.
